Referat for

Generalforsamling i Solbjærgets Ejerlaug

den 23. maj 2012

 

 

Referat ifølge den annoncerede dagsorden for generalforsamlingen.

 

1.   Valg af dirigent og referent

Traditionen tro valgtes Niels Harrig til dirigent og konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt i overensstemmelse med foreningens vedtægter og således kunne afholdes.

Som referent valgtes Rasmus Nielsen.

 

2.   Beretning om ejerlaugets virke i det forgangne år

Formanden gennemgik den udsendte beretning for det forgangne år.

-      Der er ydet en stor indsats for at bevare og udvikle fællesområdet omkring søen. Med kreativitet og knofedt får foreningen fornyet gynge og bænke med yderst begrænset belastning af økonomien.

-      Forsøget med at opsætte chikaner til hastighedsdæmpning var ikke en succes, og der henstilles i stedet til områdets beboere om af egen drift at holde hastigheden nede; ikke mindst af hensyn til områdets børn.

-      Foreningen har haft to sager omkring skel i Østskoven, som begge er løst ved mindelig dialog. Der henstilles dog fortsat til foreningens beboere om ikke at anvende området til haveaffald.

-      Festudvalget har været særdeles aktivt og afholdt de tilbagevendende arrangementer med stor succes.

 

Årets Sankt Hans fest afholdes lørdag d. 23. juni kl. 21:00. Brænde til bålet er velkomment, men skal udelukkende bestå af tørt og ubehandlet træ og lægges på bålet tidligst 10 dage før Sankt Hans.

 

Bemærkninger til beretningen:

-      Det var positivt med loppemarked i forbindelse med sommerfesten. Festudvalget planlægger at gentage successen og vil forsøge at annoncere bredere.

-      Der blev efterlyst retningslinjer for beskæring i Østskoven. Hertil bemærkedes at grene kan skæres ved skel, men beskæring herudover skal altid aftales med bestyrelsen.

-      I vinters blev søen flittigt brugt til skøjteløb, hvilket gav liv og hygge i vintertiden.

-      Omkring hastighedsdæmpende foranstaltninger er der desværre ikke hjælp at hente fra kommunen, ligesom det ikke er muligt for os selv at opsætte permanente installationer (f.eks. blomsterkummer). Der henstilles derfor endnu engang til at køre med hensyn, omtanke og dæmpet hastighed.

 

Beretningen godkendtes herefter med applaus.

 

3.   Godkendelse af det reviderede regnskab

Regnskabet er påtegnet af foreningens revisorer uden anmærkninger.

Foreningens indtægter består udelukkende af medlemmernes kontingentbetalinger. Ved årsskiftet var der enkelte restancer, som alle er inddrevet efterfølgende.

Den største udgift er til vedligeholdelse, primært græsslåning og snerydning.

Herudover har der været udgifter til materiel (bl.a. snerydder) samt renter på foreningens gæld (gælden udgjorde godt 22.000 kr ved årsskiftet).

I 2011 var der et plus i økonomien på godt 6.000 kr med samme udsigt for 2012. Hvis dette niveau fastholdes vil foreningen være gældfri om ca. 3 år.

Regnskabet godkendtes med applaus.

 

4.   Fastlæggelse af kontingent (uændret 500 kr./år)

Bestyrelsen finder at det nuværende aktivitetsniveau og tilbagebetalingshastighed for gælden er passende og foreslår derfor uændret kontingent på 500 kr per år per husstand.

Dette godkendtes af generalforsamligen.

 

5.   Indkomne forslag

a.   Retningslinjer for opsætning af solfangere

Overordnet tilsiger de servitutter, som dækker foreningens bygninger, at områdets bebyggelser fremstår som en sammenhængende helhed. De vigtigste elementer heri er gule tegl til mure og røde tegl på taget. Foreningens bestyrelse har en rådgivende rolle i fortolkningen af de æstetiske retningslinjer, mens kommunen tager endelig beslutning om godkendelse af byggesager.

 

Fra kommunens side vil man angiveligt være åben overfor en regel, som tillader en begrænset belægningsprocent for solfangere, men det er op til foreningens bestyrelse at formulere et forslag.

 

En foreløbig dialog i bestyrelsen har vist at denne er delt i spørgsmålet. På den ene side er der bred forståelse for ønsket om solfangere og dertil hørende miljømæssige og økonomiske fordele. På den anden side er der hensynet til æstetikken i kvarteret samt mulige gener fra refleksion.

 

En hurtig diskussion afslørede at de to-delte holdninger i bestyrelsen lader til at afspejle det generelle billede.

 

Det besluttedes herefter, at bestyrelsen udarbejder et eller flere forslag, som sættes til afstemning på en ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsen indhenter eksternt input, bl.a. fra kommunen, i det omfang det skønnes nødvendigt.

 

6.   Valg af revisorer samt medlemmer til bestyrelsen

a.   Valg af bestyrelse

                                         i.    Formand Sonny Bloch Jensen (på valg i år – modtager genvalg)

                                        ii.    Næstformand Kai Kronskov (ikke på valg i år)

                                      iii.    Kasserer Michael Ørnø (på valg i år – modtager genvalg)

                                      iv.    Sekretær Rasmus Nielsen (ikke på valg i år)

                                       v.    Lejerborepræsentant Jørn Larsen (fast medlem af bestyrelse)

 

Det bemærkes at bestyrelsen vælges som bestyrelsesmedlemmer uden specifikke roller og herefter konstituerer sig.

Desuden bemærkes at Kai Kronskov har fungeret som suppleant og Erik Valentin som næstformand.

Idet der ikke opstillede yderligere kandidater, blev de bestyrelsesmedlemmer, der var på valg genvalgt med applaus.

 

b.   Valg af suppleanter til bestyrelsen

                                         i.    Erik Valentin (på valg i år – modtager genvalg)

                                        ii.    Søren Dybdal (på valg i år – modtager genvalg)

Bestyrelsessuppleanterne genvalgtes ligeledes med applaus.

 

c.   Valg af revisorer samt revisorsuppleanter

                                         i.    Tina Mostrup (på valg i år)

                                        ii.    Helle Kronskov (på valg i år)

                                      iii.    Lykke Have, suppleant (ikke på valg i år)

Foreningens revisorer genopstillede begge og blev valgt med applaus.

 

7.   Eventuelt

-      Der var undren over at det buskads, som tidligere fandtes for enden af Solbjærget, er fjernet. Hertil bemærkes, at området tilhører kommunen som tager beslutning om indretningen.

 

-      Der har for helt nylig været observeret en mistænkelig person i flere haver. Henvendelser til politiet er heldigvis blevet fulgt effektivt op og politiet mener at der er tale om en ”kending”. Der mindes om, at den bedste forebyggelse af indbrud er god nabodialog og vågne øjne i området.

 

-      Festudvalget er meget velfungerende og til stor glæde for hele området. Forkvinde Helene Lando har meddelt, at hun gerne fortsætter i rollen, hvilket modtoges med tak af generalforsamlingen.