Referat for

Generalforsamling i Solbjærgets Ejerlaug

den 30. maj 2017

 

 

Referat ifølge den annoncerede dagsorden for generalforsamlingen.

 

1.   Valg af dirigent og referent

Lykke Have valgtes til dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt i overensstemmelse med foreningens vedtægter og således kunne afholdes.

Som referent valgtes Geert Amstrup.

 

2.   Beretning om ejerlaugets virke i det forgangne år

 

Geert Amstrup oplæste i formandens fravær formandens beretning (sendt på skrift), herunder bl.a.:

 

-      Aktiviteterne i bestyrelsen har igen i år primært drejet sig om udarbejdelse af en lokalplan i samarbejde med kommunen. Kommunen har dog ikke indkaldt til møder i lang tid og omvendt har ejerlauget ikke presset på bl.a. set i forhold til at problemstilling med etablering af solceller på vores tage pt. ikke er aktuel.

-       I forlængelse af sidste års debat på generalforsamling er der indkøbt fodboldmål, hvilket har givet mulighed for boldspil på fællesarealet.

-   Snerydning. Vi har i en periode haft problemer med at finde en ordning på snerydning på fortovet ved fællesarealet. Det er for dyrt at få professionel hjælp hertil. Der har bl.a. været kontakt til afdelingsbestyrelsen for Byagervænget mhp. en evt. fælles løsning – hvilket dog ikke er lykkedes. Planen er pt. at vi køber en snerydder og se om vi kan finde en person, der vil være villig til at løfte opgaven.

-      Græsslåning. Der skal tilsvarende findes en ny løsning med græsslåning af fælles arealet. Bestyrelsen har indkøbt en ny græsslåmaskine og bestyrelsen har fået en tilkendegivelse fra en person, der gerne vil løfte opgaven.

 

-   Skæve fliser. Vi har haft skæve fliser – er pt. genoprettet. Kommunen har oplyst, at det ofte sker når store transportkøretøjer kommer op på fortovet. Derfor husk at parkere, så også store lastbiler kan komme forbi. Hvis der opdages skæve fliser så meld det til formanden. Så går han videre til kommunen.

-   Ny kasserer. Peter Møllgaard Solbjærget 44 har overtaget kassererfunktionen efter Michael Ørnø. Michael varetager dog fortsat det praktiske indtil Peter flytter ind forventet i efteråret 2017.

-      Festudvalget har med succes afholdt de faste arrangementer omkring fastelavn, Sankt Hans og Sommerfest. Festudvalget vedligeholder desuden foreningens facebookgruppe, hvor man bl.a. kan få besked om diverse aktiviteter. Festudvalgets medlemmer er dog af forskellige årsager forhindret i at fortsætte arbejdet, hvorfor der skal nedsættes et nyt udvalg.

-      En stor tak til alle som yder en stor frivillig indsats for ejerlauget.

Kommentarer:

-      Lokalplansarbejdet. Det blev bemærket, at det er ærgerligt, at der ikke er mere fremdrift i lokalplansarbejdet. Der var enighed om, at det fortsat er vigtigt at bevare kvarterets helhedsindtryk og særkende med gule gavle, røde tagsten og ”dannebrogsvinduer”. Samtidig skal der være en fornuftig balance i forhold til frihedsgrader og fleksibilitet i forhold til bygninger mv. Det blev konstateret, at indtil en lokalplan foreligger er det de eksisterende servitutter, der er gældende. Bestyrelsen høres herefter i sager, hvor der søges om byggetilladelse.

-   Christian Have oplyste, at han gerne vil varetage opgaven med græsslåning. Aftale indgås med formanden.

 

Beretningen blev herefter enstemmigt godkendt.

 

3.   Godkendelse af det reviderede regnskab

Peter Møllgaard gennemgik årets regnskab ganske kort. Største post er fortsat vedligeholdelse af arealer. Året har givet et overskud på ca. 6.500 kr. Bestyrelsen har indkøbt en græsslåmaskine til 11.000 kr. som dog først indgår på næste års regnskab.

Regnskabet er påtegnet af foreningens revisorer uden anmærkninger og godkendtes enstemmigt med applaus af generalforsamlingen.

 

4.   Fastlæggelse af kontingent

Bestyrelsen foreslår uændret kontingent på 500 kr. per år per husstand. Dette vil gøre foreningen i stand til at opretholde det nuværende aktivitetsniveau samt i rimelig grad at afholde eventuelle uforudsete udgifter.

Dette godkendtes af generalforsamlingen.

 

5.   Indkomne forslag

Der var ikke indkommet forslag. 

 

6.   Valg af revisorer samt medlemmer til bestyrelsen

a.   Valg af bestyrelse

 

                               i.    Formand Sonny Bloch Jensen (ikke på valg i år)

                             ii.    Sekretær Rasmus Nielsen (på valg i år)

           iii.  Kasserer Peter Mølgaard (ikke på valg i år)

                           iv.    Lejerbo repræsentant Geert Amstrup (fast medlem af bestyrelsen)

                             v.    Kai Kronskov (på valg i år)

 

Det bemærkes, at bestyrelsen vælges som bestyrelsesmedlemmer uden specifikke roller og herefter konstituerer sig.

 

Sekretær Rasmus Nielsen og Kai Kronskov ønskede begge at udtræde af bestyrelsen. Stor tak til begge for deres indsats.

 

Brian Østergaard Sørensen og Christian Elkjær valgtes enstemmigt til bestyrelsen med applaus.

 

b.   Valg af suppleanter til bestyrelsen:

                               i.    Katrine Klyver Tikkanen

                             ii.    Stig Lythcke afløser Mikkel Olesen, der flytter efter sommerferien.

 

Begge kandidater blev valgt som suppleanter til bestyrelsen med applaus – og tak til Mikkel for hans indsats bl.a. i forbindelse med lokalplansarbejdet.

 

c.   Valg af revisorer samt revisorsuppleanter

                               i.    Helle Kronskov

                             ii.    Lykke Have

                           

    De to revisorer blev valgt med applaus. Der blev ikke valgt en

    revisorsuppleant.

 

7.   Eventuelt

 

Festudvalg. Der blev ikke nedsat et nyt festudvalg. Foreløbig ligger festudvalgets opgaver i bestyrelsen. Bestyrelsen kan i forbindelse med dette arbejde eventuelt indkalde hjælp til ad hoc opgaver via facebooksiden.

 

Sankt Hans. Det blev bemærket at sidste års starttidspunkt kl. 20.00 er for tidligt, da det fortsat er lyst. Dette skal medtages i bestyrelsens overvejelser omkring årets arrangement.

 

Geert Amstrup oplyste, at der er indkommet spørgsmål bl.a. om klipning af beplantning omkring søen samt mulighed for rensning af søbrinkerne via en gravemaskine fra land. Det blev hertil bemærket, at klipning af beplantning vil blive foretaget i løbet af 2017, mens arbejdet med rensning af søen skal times, så det oprindelige arbejde ikke spildes og på den anden side, så der ikke bruges for mange penge på dette. Bestyrelsen vil inden for de næste år tage bestik af timing.

 

 

 

                                                                     /01.06.2017 GA

 

Ejerlaugets bestyrelse 2017 – 2018

 

Medlemmer:

Sonny Bloch Jensen – Solbjærgsvinget 6

Peter Mølgård – Solbjærget 44

Brian Østergård Sørensen, Solbjærget 30

Geert Amstrup, Solbjærget 6

Christian Elkjær, Solbjærget 9

 

Suppleanter:

Katrine Klyver Tikkanen, Solbjærget 24

Stig Lythcke, Solbjærget 25