Beretning Ejerlaug 2003

 

Siden sidste generalforsamling for et år siden, har der været det sædvanlige aktivitetsniveau i foreningen.

 

En af de ting der karakteriserer vores ejerlaug, er arrangementerne.

 

Årets Sct. Hans fest var ganske vist uden taler, men til gengæld var bålet større end nogen sinde. Det var utroligt smukt - det store bål med Sjælsø som baggrund. Arrangementet er vel nærmest blevet en institution i området, da der kommer betydelig flere end, der bor i vores bebyggelse.

 

Sommerfesten blev som vanligt holdt i august i området ved søen. Deltagerantallet var en smule vigende i forhold til tidligere år, men det betyd ikke at det blev en mindre god oplevelse. Der var vanen tro lege og konkurrencer for børnene, fælles grillning og spisning.  Det hjalp også at vejret var fremragende og det opstillede telt, kun gjorde fyldest som dansetelt. Sommerfesten er årets bedste lejlighed til at lære sine naboer at kende, så det kan kun anbefales at sætte kryds i kalenderen, når indbydelsen dumper ind af brevsprækken.

 

Fastelavn er vores største og hurtigste fest. Der var over 100 tilmeldte og det tog en time, at slå katten af tønden, spise boller & slipposer samt at kåre den bedste udklædning.

 

Jeg syntes at festudvalget har gjort en rigtig fint stykke arbejde og været med til at skabe gode oplevelser for rigtig mange i kvarteret.

 

En af de faste opgaver der påhviler Ejerelauet, er vedligeholdelse af vores fællesområder. Som noget nyt er vi begyndt at arrangere sø-hold og skov-hold i erkendelse af at alting ikke nødvendigvis handler om søen. Ved arbejdsdagen i efteråret blev der skovet og renset op i skoven.

 

Ved den lejlighed må det understreges at skoven ejes af os alle i fællesskab og diverse træfældningsaktiviteter foregår koordineret, under bestyrelsens ledelse og ikke af egen kraft.

 

På sø-fronten har der været en del debat om det famøse hegn eller manglen på samme. Da lauget har været splittet mere eller mindre lige over omkring hegnet eller ikke hegn, har bestyrelsen forsøgt at tage hensyn til begge standpunkter, ved at opsætte et diskret hegn omkring den åbne del af søen. Hegnet markerer hvor man må gå og ikke gå, men kan det ikke forhindre nogen der vil ind – hvilket det gamle i øvrigt helle ikke kunne. Til gengæld er hegnet konstrueret således at det ikke spærrer søen visuelt inde og bevarer det åbne udseende. Ydermere har det ikke kostet det helt store at etablere.

 

Øvrige arbejder omkring søen har gået på beskæring og reducering af buske og træer, således at naturens kræfter holdes nogenlunde i ave.

 

Det er tydeligt at der råder en vis biologisk ubalance i søen, da den syntes at bestandig at gro mere og mere til og det åbne vandspejl stadig reduceres.

Der er blevet snakket meget om hvad der skal gøres og bestyrelsen har på sit sidste møde konkluderet, at der er behov for professionel rådgivning, således at vi gør det rigtige, når vi engang beslutter at gøre noget ved udviklingen.

 

Rundt om søen går der et fortov. Snerydningspligten for dette stykke fortov ligger hos ejerlauet, sammen med ansvaret for manglende samme. Der er derfor blevet sat en snerydningsordning i værk, således at fortovet kan befærdes betryggende.

 

På sidste generalforsamling blev bestyrelsen bedt om at arbejde med en tolkning af de særlige servitutter. Dette arbejde er mundet ud i en skrivelse, der dels tolker "retstilstanden" efter bedste evne og dels giver et grundlag for bedømmelse af byggesager.

 

På trods af skriverier i Birkerød Avis, underskriftsindsamlinger og andre aktiviteter har kommunalbestyrelsen vedtaget et ny lokalplan for området omkring plejehjemmet, der giver mulighed for en udbygning. Den nuværende bestyrelse har overfor kommunen givet udtryk for en bekymring over en mulig øget trafikbelastning af Soldraget, som konsekvens af udbygningen af plejehjemmet. Som konsekvens (måske) af denne bekymring, har Kommunen målt trafikbelastningen på Soldraget og data herfra forventes at indgå i en diskussion med kommunen på et senere tidspunkt, når det nye byggeri er en realitet.

 

Til slut vil jeg gerne bønfalde om, at vores bestemmelser omkring larmende redskaber og værktøj overholdes. Der kommer faktisk mange klager i løbet af en sommer, og den manglende respekt  er ikke tråd med det gode naboskab, der har og skal karakterisere vores område.