Beretning fra Solbjærgets Ejerlaug 2008/2009

 

 

Endnu et år er gået med diverse aktiviteter i Solbjærgets Ejerlaug. Aktivitetsniveauet i bestyrelsen har siden sidste generalforsamling været langt højere end normalt. Et forsigtigt gæt kunne være, at året 2008/2009 har været det mest aktive år nogensinde.

 

De vanlige gøremål, der sorterer under ejerlaug bestyrelsen, så som vedligehold af græs-plæner, fortove, hække, etc. er alle blevet udført som lønnet arbejde. Ordningen fungerer godt og effektivt.

 

Det har været sparsomt med byggesager i Solbjærgets ejerlaug, og der er ingen sager, der specielt bør nævnes.

 

Solbjærgets Ejerlauget afholdt d. 1/10 2008 en ekstraordinær generalforsamling, hvor det blev besluttet, at igangsætte det sø-renoveringsprojekt, der er beskrevet i tidligere omdelte projektforslag.

 

Projektet tog herefter fart med udarbejdelse af ansøgning samt fremsendelse af samme (6/10 2008) til Rudersdal kommune. Herefter gik projektet stort set i stå! Det tog Rudersdals kommune præcis 4 måneder at give den fornødne dispensation til naturbeskyttelsesloven. Tilladelsen kom d. 6. februar, men med det forbehold, at projektet skulle i offentlig høring i en måned. Det egentlige arbejde måtte derfor først begynde medio marts! Der gik således 5 måneder fra indsendelse af ansøgning til arbejdet måtte påbegyndes.

 

Heldigvis var det muligt at planlægge arbejdet med entreprenøren, så han kunne starte straks efter høringsperioden udløb. En af kommunens betingelser var nemlig, at arbejdet skulle være afsluttet inden 1. april af hensyn til frøerne i søen. Denne termin blev overholdt.

 

Andre af kommunens betingelser for tilladelsen var, at der skulle efterlades områder med rør i søen (af hensyn til frøerne!), og at terræn reguleringerne ikke måtte overstige 0,5 m. Kommunens forslag var, at rørene skulle efterlades mod den fælles græsplæne. Det krævede flere møder og en del mails før kommunen accepterede, at rørene mod græsplænen måtte ryddes til gengæld for at efterlade en strækning med rør mod solbjærget.

 

Selve grave arbejdet blev som planlagt udført af firmaet FMT fra Hillerød/Hammersholt. To meget erfarne og super gode entreprenører udførte arbejdet. Undertegnede afholdt koordineringsmøder med disse hver morgen kl. 7:00, mens arbejdet stod på. Hække blev fjernet, træer blev fældet, der blev gravet og flyttet enorme mængder af materiale. Arbejdet var færdigt inden 1. april som kravet fra kommunen var.

 

Efter arbejdets udførelse har der været mail korrespondance mellem en biolog på kommunen og undertegnede, hvor biologen ikke mener der er efterladt tilstrækkeligt med rør. Dette er blevet tilbagevist fra undertegnede med argumentation i de aftaler der er lavet inden gravearbejdet blev påbegyndt. Hertil kommer, at biologen mener, der er ændret mere end 0,5 m på terrænet. Under henvisning til, at det deponerede materiale vil tørre ud/dræne af og derfor synke, mener undertegnede ikke, at den halve meter er kritisk. Der er i øvrigt ikke hørt yderligere fra kommunen.

 

Det kommende arbejde på søen kommer til at ske i flere etaper. Netop i disse dage i maj bliver der revet og sået græs på brinken mod søen. Når græsset er kommet op, vil der blive opsat et lavt hegn i træ. Hegnet bliver ca. ½ meter højt, og kommer til at bestå af rafter der graves i jorden. Oven på rafterne kommer et bræt eller en lægte. Hegnet bliver naturligvis muligt at forcere hvis det virkelig ønskes, men der bliver en grænse og en afmærkning af søen, som ingen kan være i tvivl om. Et forceringssikkert hegn kan ikke laves uden at det bliver højt, grimt og uæstetisk (trådhegn, pigtråd, etc.). Er der nogen der kunne tænke sig at hjælpe med opsætning af hegnet modtages dette med glæde. Ellers bliver det professionel arbejdskraft, der mod betaling kommer til at sætte hegnet op.

 

Når det opgravede materiale er tørret tilstrækkeligt ud, skal området planeres, fræses og sås til med græs. Om det bliver i sensommeren eller til næste forår, må sommeren vise. Dette arbejde skal udføres med en traktor, hvorfor en entreprenør eller anlægsgartner skal findes.

 

Efter græsset er kommet op på den nu relativt store plæne, kan ”indretning” af området påbegyndes. Idéer kunne være et par bænke, et bord, en bålplads, en slynge i et træ, etc. Kom gerne med forslag til bestyrelsen.

 

I forbindelse med opgravning af søen blev en del vand pumpet af, for at gravemaskinen kunne køre ude i søen. Kommunen ville i den forbindelse have vandafledningsafgift for det vand der blev pumpet af. Det blev med snedige argumenter overfor kommunen (argument vedr. overløb fra sø til kloak) forhindret af undertegnede.

 

Vandstanden i søen er derfor p.t. lav. Det eneste vand der fylder søen er regnvand! Qua den lange tørre periode vi har haft, er vandstanden sunket yderligere efter gravearbejdets ophør. Regn vil på sigt fylde søen til niveau svarende til rørets højde (afløb til kloak).

 

Der er fortsat øer med rør i søen. Bedste formodning er, at disse vil flyde når der kommer vand i søen, og at de derfor kan blæse i land og tages op.

 

Sø projektet er godt på vej. Den største del af arbejdet er udført. Nu mangler blot al det arbejde, der skal få området til at se pænt ud igen. Det har været ganske arbejdskrævende for bestyrelsen, men også en stor tilfredsstillelse at se, at det nu endelig lykkes at få gjort noget ved søen. Resultatet skal nok blive super godt på sigt!

 

Nok om sø-projektet.

 

En enkelt ting der herfra ønskes bemærket er hundelort. Der har igennem det seneste stykke tid været enormt meget hundelort på det fælles fortov og de fælles plæner. Det er ganske simpelt ulækkert, at børn og voksne træder i den slags efterladenskaber. Det er ikke hundenes skyld, men naturligvis deres ejere, der således opfordres til at medbringe en pose og samle hundelort op efter deres hund, når den har skidt. Det kan ikke komme bag på nogen, at en hund skider, når den luftes! Derfor – Medbring venligst en pose og saml op – Til gavn og glæde for alle i området – Børn og voksne.

 

 

Opgaverne i ejerlaug bestyrelsen har i løbet af det forgange år været uddelegeret med følgende områder og ansvar til bestyrelsesmedlemmerne:

 

Formand Søren Dybdal, Solbjærget 39

  1. Sø projekt generelt
  2. Henvendelser fra beboere
  3. Indkaldelser til bestyrelsesmøder
  4. Kommunikation med kommune
  5. Byggesager

 

Næstformand Kaj Kronskov, Solbjærget 32

  1. Øst skov
  2. Maskiner (låge, stige, hækklipper, glæsslåmaskine, buskrydder, kloakrenser, etc.)
  3. Fortov, hæk og søbred fra Solbjærget 44 til Solbjergsvinget 6 inkl. snerydning

 

Kasser Sonny Block Jensen, Solbjærgsvinget 6

  1. Økonomi vedr. sø projekt
  2. Økonomi og regnskab
  3. Græs på fælles arealer

 

Sekretær Rasmus Nielsen, Solbjærget 41 – p.t. Udstationeret

  1. Hjemmeside (www.solbjerget.dk)
  2. Sekretærfunktion (referatskrivning, skrivelser til beboere, etc.)

 

Lejerrepræsentant Jørn Larsen, Solbjærget 55

  1. Lejerrepræsentant
  2. Velkomstfolder
  3. Velkomst til nye beboere

 

Suppleant Michael Ørnø, Soldraget 32

  1. Ansøgning til fonde vedr. ansøgning om tilskud til sø projekt
  2. Fællesarrangementer og kommunikation med festudvalg

 

Suppleant Helle Kronskov, Solbjærget 32

 

 

Bestyrelsen benytter sig af en fælles mailadresse, der dirigerer mails ud til alle bestyrelsesmedlemmer. Ønsker beboerne i området at komme i kontakt med medlemmerne i ejerlaugets bestyrelse, er der således mulighed for hurtig og effektiv kommunikation via adressen:

 

Postmaster@solbjerget.dk   

 

Ejerlaugets bestyrelse har tillige tilstræbt at opdatere foreningens hjemmeside med alle relevante informationer. Hjemmesiden hedder:

 

                                      www.solbjerget.dk

 

Det er bestyrelsens håb, at både hjemmeside og den fælles mailadresse i stigende grad vil blive brugt i de kommende år.

 

Ud over bestyrelsen i ejerlauget, har der det forgangne år været et festudvalg bestående af:

 

Lars Klammer

Inge Harris

Jan Lidman-Nielsen

 

Det er festudvalgets opgave at stå for Sct. Hans, sommerfest og fastelavnsarrangement.

 

Sct. Hans var vanen tro et tilløbsstykke med mennesker, bål og sang. Vejret var godt og bålet flot. Husk imidlertid, at det materiale der bæres til bålet skal kunne brænde! Dvs. bålet er ikke til murbrokker, jord, store trærødder der ikke kan brænde, etc. Det har efter Sct. Hans krævet en del arbejde at få bålpladsen til at se nogenlunde normal ud igen efter bål, idet en del af det påfyldte materiale ikke kunne brænde.

 

Sommerfesten i 2008 blev heldigvis til noget! Der bliver grillet og hygget. Tak til festudvalget for initiativet!

 

Fastelavn blev igen i år et stort tilløbsstykke for både børn og voksne. Mange var klædt flot ud, og præmier blev uddelt. Sjovt og hyggeligt med en så fin tradition. Tak igen til festudvalget!

 

De arrangementer der afholdes i festudvalgs regi kræver arbejde med både planlægning, udførelse og deltagelse. Er der ikke opbakning bliver arrangementerne ikke til noget.

 

I den forbindelse kan der kun opfordres til at melde sig som aktivt medlem af festudvalget. Henvendelse kan ske til festudvalget eller til bestyrelsen. Festudvalget har sin egen mailadresse som meget gerne må benyttes:

 

fest@solbjerget.dk

 

Et forslag i denne forbindelse er iøvrigt fortsat, at festudvalget vælger en formel formand (initiativtager), eller, at festudvalget udpeger en ansvarlig for hvert af de traditionelle arrangementer.

 

 

 

                  

Med venlig hilsen

 

 

                                      Søren Dybdal

Solbjærgets Ejerlaug